Kvalitetssikring
De gældende regler om Kvalitetssikring af byggearbejder findes i Bekendtgørelse nr. 169 af 15. marts 2004 og beskriver en pligt for alle byggeriets parter til at kvalitetssikre egne arbejder. Bekendtgørelsen er dog kun gældende for statsligt eller statsstøttet byggeri, og har ikke direkte noget at gøre med de gældende ansvarsregler, men en manglende udført kvalitetssikring kan i sig selv medføre at kontraktforholdet er misligeholdt, og tillægges derfor stor betydning.
Formålet med kvalitetsikring er via en systematisk indsats at reducere omfanget af svigt ved primært at fokusere på kendte problemområder.
Dette kan naturligvis også overføres til andre former for byggeri, hvor hovedprincipperne i bekendtgørelsen med fordel kan indarbejdes i den måde et byggeri planlægges og udføres på.
Der pålægges i princippet alle implicerede et ansvar for at identificere evt. risikogivende forhold før de efterfølgende bliver til problemer i byggeriet under udførelsen eller i det færdige byggeri.
Et af midlerne til at sikre kvaliteten er at alle parter – ud over at sikre egne arbejder – også søger at afklare de forhold, som kunne medføre problemer ved samarbejdet med andre eller som erfaringsvis kan medføre fejl eller skader eller svigt i det færdige byggeri. Overholdelse af fx. arbejdstilsynets anvisninger bør være et krav for alle parter, og man skal derfor også have modet til at sige til andre, at de skal følge kravene og ikke opfatte det som unødvendig indblanding, hvis man selv bliver udsat for kritik. Tilsynet er ikke en modstander som skal bekæmpes eller ignoreres, men en samarbejdspartner som skal anvendes fremadrettet.
Samarbejde medfører som regel bedre kvalitet end hvis den ene part populært sagt bruger den andens fejltagelser til at slå denne i hovedet med.
Og alle parter i byggeriet som i princippet arbejder for bygherren har en klar interesse i at fejl og mangler som opdages før byggestart bliver afklaret inden der bygges, eller at problemer som opdages i byggefasen bliver rettet inden dette er afsluttet, således at krav om udskiftninger, reparationer eller det der er værre, imødegås på så tidligt et tidspunkt som muligt, hvilket er billigst for alle parter i længden. Dette skal dog ikke tages som et udtryk for at tingene ikke skal være i orden blot alle er enige om dette, men snarere en metode til at sikre at tingene er i orden til imødegåelse af evt. uenighed efterfølgende om dette.
Dokumentation er et vigtigt grundlag for enhver kvalitetssikring, både hos rådgiver, projekterende (arkitekt, ingeniør m.v) og udførende (håndværkere, installatører m.v.) og billeder bør være en fast bestanddel af materialet hos alle parter.
De byggemøder som naturligt bliver afholdt ved større byggerier kan også med fordel aftales selv ved mindre byggerier, da spørgsmål hurtigt kan afklares. Og et opstartsmøde mellem alle håndværkere kan få afklaret hvem der gør hvad og hvornår, og hvem der skal kunne tilkaldes af hvem. Noget så simpelt som en liste med kontaktpersoner, telefon og mails, bør udleveres til alle som er involveret i byggeriet, men mangler ofte hvorfor en mængde tid spildes.
I en aktuel sag (2010) rekvirerede en husejer ABR for at undersøge årsagen til fugtskjolder og løsnet gulvbelægning af træ i et nyt hus fra 2008. Besigtigelsen afslørede at store dele af trægulvet viste tegn på fugt, og at det ved bankning på gulvet kunne konstateres at dele af dette ikke var fast, hvilket det burde være, fordi det var limet til underlaget. Et eftersyn af det tilgængelige tegningsmateriale anvendt til ansøgning om byggetilladelse viste at gulvkonstruktionen ikke havde indbygget en fugtspærre, som er et krav, når gulvbelægninger skal udføres i fugtfølsomme materialer, men byggefirmaet mente ikke det var problemet, uden dog at kommentere dette nærmere. Bygherren havde en stribe fotos taget ved forskellige lejligheder af byggefirmaet under opførelsen, og 2 billeder i denne serie viste tydeligt, at der ikke var indbygget en fugtspærre på det normale niveau i gulvopbygningen, og årsagen til fugten var hermed entydigt lokaliseret. Hvad det videre forløb blev er uinteressant i denne forbindelse, men en granskning af projektet (evt. af en udenforstående) kunne allerede før byggeriet var blevet igangsat have afklaret om gulvkonstruktionen var sikret i fornødent omfang i forhold til den beskrevne udførelse af gulvbelægningen, hvorfor megen ærgelse og udgifter for parterne efterfølgende kunne være undgået.
Heldigvis har mange firmaer efterhånden sat deres bestræbelser på at sikre kvaliteten i system, da dette faktisk både giver bedre byggeri, mindre spild af materialer og arbejdsløn og dermed bedre økonomi.
Flere firmaer kommer helt sikkert til at bruge tid de næste år på at få implementeret noget tilsvarende, selv om der kun er få ansatte udover ejeren, da et dokumenteret kvalitetssikringsystem kan være en væsenlig parameter for en bygherre af hvem denne skal vælge til et arbejde udover selve prisen for dette.
Hos ABR har vi altid haft fokus på kvaliteten af vores arbejde, men skal nu til at dokumentere dette i forbindelse med et krav om en ISO 9001 certificering som er et krav for at kunne udarbejde Energimærker efter 2011.
Selv om det tager en frygtelig tid får det helt sikkert også indflydelse på alle de andre arbejder vi udfører, således at vi trygt kan gå alderdommen i møde fordi der ikke blev begået ansvarspådragende fejl og rigere fordi vi spildte færre penge og tjente flere. Se det ville være et rigtigt eventyr!
ABR har gennem årene opbygget en stor erfaring i et være en del af kvalitetssikringen af byggerier, enten som bygherrens rådgiver, som projekterende eller som tilsyn, men også som byggeleder og udførende tidligere var det vigtigt at kunne dokumentere, hvad der faktisk blev udført.
Med nutidens nemme adgang til at udveksle oplysninger kan vi gøre det endnu bedre i fremtiden gennem et forpligtende samarbejde på tværs af alle interesser til sikring af bedre byggeri.
Og vi skal alle tage ansvar, da indførelsen af den nye lovpligtige byggeskadeforsikring ikke skal tages som et udtryk for at alt går godt eller at et forsikringsselskab blot erstatter hvis det går skidt. Antallet af byggefejl er stadigvæk alt for højt, og der bliver spildt såvel værdifulde arbejderes liv som tusindvis af arbejdstimer og millioner af kroner grundet manglende overholdelse af de mest basale krav, og det kan vi sammen gøre langt bedre!
Honorar: Arbejder udføres på timeløn
Kontakt ABR for nærmere oplysninger
